Skip to main content

Vejen til VM 2024: Andreas Bock Bjørnsen drømmer om topplaceringer

| Camilla Bevensee | Nyheder

I sidste uge tog landsholdet hul på forberedelserne mod årets højdepunkt, i hvert fald hvis man satser på sprintorientering, nemlig VM i Skotland, da de var på træningslejr i området hvor WOC 2024 skal gå. Verdensmesterskaberne skal løbes i og omkring hovedstaden Edinburgh fra den 12. til den 16. juli, og allerede nu har en lille flok af de mest ambitiøse landsholdsløbere, der drømmer om at præstere på sprintdisciplinerne til sommer, gjort sig de første erfaringer med de udfordrende skotske terræner. 

Der er individuel sprint (kvalifikation og finale), sprintstafet og knock-out sprint på programmet til WOC 2024, i nævnte rækkefølge, og ifølge cheflandstræner Tue Lassen, fik løberne mulighed for at prøve kræfter med mange af de forskellige udfordringer der venter til mesterskabet på sidste uges træningslejr. 

"Det var en kort og intensiv læringstur, hvor vi ville gerne udfordre løberne på de forskellige terræntyper, der venter til VM og forskellige typer banelægning fra både os landstrænere og VM-banelæggere. Det synes vi lykkedes godt, selvom vi selvfølgelig også så fejl fra løberne undervejs på træningerne. Men hellere lave fejlene nu og tage ved lære af dem, og så få lagt en god plan for hvad der skal trænes på, før VM-holdet skal afsted på næste VM-træningslejr i juni," lyder det fra Tue Lassen. 

Andreas Bock Bjørnsen drømmer om topplaceringer

En af de løbere, der både sidste år og i år, har valgt at fokusere udelukkende på sprintgrenen af orienteringssporten, er forsvarende dansk mester på både sprint og knock-out sprint, Andreas Bock Bjørnsen. Den snart 24-årige OK Pan Aarhus løber, har VM i Skotland som hovedmål, med World Cup-runderne i Schweiz og Italien om en lille måned som delmål på vejen, og drømmer om at forløse sit potentiale på de kringlede, stejle og brostensbelagte gader i Edinburghs 'Old town' til sommer.

"Jeg synes en podieplacering kunne være vildt fedt. Jeg så til EM i Italien i oktober sidste år, at jeg godt kunne være med helt oppe i verdenseliten, hvor jeg lå på store dele af finalen på den individuelle sprint. Jeg klarede kvalifikationen godt, og hvis jeg ikke havde lavet én stor fejl på, ville jeg have ligget rigtig godt i finalen også. Det er selvfølgelig ikke sådan at man bare kan trække de der store, lidt dumme stress-fejl fra, men jeg tror på at jeg har potentialet til at løbe mig i top-6," lyder det fra Bock Bjørnsen, der synes han har taget nogle store skridt i forberedelserne mod VM, på sidste uges træningslejr.

Andreas Bock Bjørnsen løb sig på fornem vis i EM finalen på den individuelle sprint i Italien sidste år, men præstationen
på finalen udeblev og det vil han tage revanche for i år, både på World Cup-runderne om en måned og forhåbentligt til VM.
Foto: Camilla Bevensee


"Det var godt at være afsted og komme derover og se det hele. Det hjælper meget på den tekniske og mentale forberedelse, at se hvordan husene ser ud og mærke stemningen, også på holdet. Jeg har fået et bedre indblik i hvilket type terræner det er der venter, både dem i byerne og dem ude i forstaderne," fortæller Andreas Bock Bjørnsen.

Det var et lille hold med fire herrer og fem damer, der var afsted i Skotland, men selvom det var svært at træne knock-out sprint i helt stor skala, som det bliver til VM, var der god sparring at hente hos holdkammeraterne for Bock Bjørnsen.

"Vi har kigget meget på kort og gennemgået terrænerne sammen, og hjulpet hinanden med at analysere og blive bevidst om det der venter os. Vi var en lille gruppe afsted, men man kunne mærke at vi alle sammen arbejder meget målrettet mod VM og jeg tror vi alle sammen fik noget ud af at være derovre sammen," fortæller sprintmesteren, der til hverdag bor og studerer i Aarhus, hvor han også er vokset op. 

Selvom Andreas Bock Bjørnsen har valgt at have sin daglige gang og løbe sine daglige træninger i den danske by, der på papiret minder mest om den skotske storby, hvor der skal løbes om verdensmestertitler i juli, er der ifølge cheflandstræner Tue Lassen stadig mange forberedelser at gøre frem mod mesterskabet. Både finalerne på den individuelle sprint og knock-out sprinten, skal til sommer løbes i det centrale Edinburgh, og det bliver ifølge cheflandstræneren der, hvor de største udfordringer venter for de danske løbere.

"Det er svært at finde relevante terræner for finalerne herovre, så den største udfordring bliver helt sikkert at forberede os på den type by. Den centrale del af Edinburgh er mere kuperet og samtidig mere tæt bebygget end de fleste steder i Danmark, med rigtigt mange højdemeter og trapper man skal forholde sig til. Det får vi mulighed for at træne til World Cup runderne i Schweiz og Italien, så vi skal nok få noget relevant erfaring, men det er også noget vi skal fokusere på når vi skal til Skotland igen i juni," forklarer cheflandstræner Tue Lassen. 

Et lille men målrettet sprinthold, var på træningslejr med landsholdet i Skotland i sidste uge, for at forberede sig
frem mod sommerens VM. Foto: Tue Lassen


Sprintsæsonen skydes i gang i næste uge

I næste uge går sprintsæsonen for alvor i gang herhjemme, når der skal løbes World Cup KO-testløb i Kolding på Kristi Himmelfartsdag, med en 3000m banetest om formiddagen, som også fungerer som kvalifikation til eftermiddagens KO-semifinale og -finale, inden der i weekenden er DM sprint og sprintstafet i Hillerød, hvor DM-sprint også fungerer som testløb. Herefter udtages holdet til de to runder af World Cuppen, i slutningen af maj og starten af juni, i henholdsvis Schweiz og Italien, og Andreas Bock Bjørnsen er klar til at komme i gang med konkurrere og vise formen frem. 

"Det bliver godt at konkurrere, efter en lang periode med god træning. Træningen er gået rigtig godt henover vinteren og i store træk i foråret, så det bliver spændende at vise hvad jeg kan. Jeg er gået lidt ned i tid på studiet, så jeg har lidt mere luft til at forberede mig til VM de næste måneder," fortæller Andreas Bock Bjørnsen, der læser medicin på Aarhus Universitet. 

Efter en lille uge i Skotland, glæder cheflandstræner Tue Lassen sig også til at komme ordentligt i gang med den internationale konkurrencesæsonen på sprintdisciplinerne til World Cuppen om en lille måned. Det bliver ifølge den tidligere bronze-vinder på VM sprint (Venedig 2014) spændende at se hvor niveauet er hos de danske løbere, som kun indirekte har kunnet måle formen mod den internationale elite. 

"Vi løb de baner, der blev løbet til en konkurrenceweekend i januar ovre i Skotland, hvor mange internationale topløbere var med, på træningslejren og så at vi langt henad vejen kan matche os med dem. Det er selvfølgvelig nogle andre forhold og en del varmere nu, men til gengæld var de spærringer, der var på kortet jo også ude i virkeligheden da de andre løb i januar, og det gør en ret stor forskel. Vores damer holder højt niveau og løb tider, hvor de kan være med helt oppe blandt de bedste på resultatlisterne," fortæller Tue Lassen og uddyber:

"Fornemmelsen af hvor vores løbere er, er at de er godt på vej alle sammen. Det bliver spændende til testløbene i næste uge og videre derfra at se hvordan løberne præsterer på den første World Cup-runde, som sammen med testløbet og DM sprint i næste uge, bruges som udtagelse til VM."

World Cup runden i Schweiz løbes i og omkring byen Olten den 24., 25. og 26. maj, med henholdsvis knock-out sprint kvalifikation, knock-out sprint og individuel sprint på programmet. Anden runde af årets World Cup løbes i Italien, ved Genova, 1. og 2. juni, med individuel sprint og sprintstafet på programmet, og begge runder passer godt ind i det ensidige fokus på sprint, som mange af dem, der satser mod VM i år, har valgt at have, og som cheflandstræner Tue Lassen håber er med til at løfte niveauet hos de danske løbere, der ender med at være på holdet i Skotland.

"Vi kommer ikke til at se lige så stor deltagelse på næste uges testløb fra vores landsholdsløbere, som vi har gjort tidligere år, fordi mange af dem, der satser på EM i Ungarn til august ikke stiller op, da de ikke har de første World Cup runder på sprint og VM som mål i år. Det bliver spændende at se om det kommer til at give noget med den her opdeling, som vi også kører med på samlinger og træningslejre, men jeg håber det kan løfte niveauet på de specifikke distancer, så vi står med et stærkt hold til VM," forklarer Tue Lassen afslutningsvist

Følg landsholdet til VM i Skotland

VM i Skotland afholdes 12.-16. juli, og der mulighed for selv at prøve orienteringsløb i Skotland, samtidig med at man hepper på de danske løbere, med hele seks løb på programmet til WOC Tour. Tilmeldingen er åben og der kommer løbende mere information omkring løbene, transportmulighederne og programmet for dagene i det skotske på hjemmesiden her: WOC Tour 2024 

Mesterskabet kan som altid også følges hjemme fra stuen via IOF Live, hvor mere info også kommer ud, når mesterskabet nærmer sig. 

 

Artikel foto: Linnea Myrskog ved World Cup sprinten i Tjekkiet i august 2023